Jan Ø. Jørgensen efter sejr: Jeg viser coolness
Jan Ø. Jørgensen viste fredag endnu en gang, at han kan gå fra nat til dag inden for meget kort tid på en badmintonbane.
Den 25-årige dansker var på vej mod en tilsyneladende sikker sejr i kvartfinalen ved China Masters i Changzhou, da han i andet sæt lukkede japanske Kento Momota ind i kampen.
Herefter gav Jan Ø. Jørgensen den japanske ungdomsverdensmester en syngende lussing i tredje sæt af kampen, der endte 21-17, 17-21, 21-6 til danskeren.
- Jeg er fint tilfreds med at komme igennem, og også relativt smertefrit. Det er selvfølgelig lidt irriterende, at der lige røg et sæt i svinget, men det er, hvad det er. Set over kampen er jeg meget fint tilfreds, siger han.
Jan Ø. Jørgensen førte 6-1 i andet sæt, da hans spil pludselig krakelerede mod verdensranglistens nummer 35.
- Jeg manglede lidt disciplin. Jeg havde svært ved at holde farten fra forbanen, så jeg kom til at spille for langsomt, siger danskeren.
Hvor en sådan udvikling tidligere i karrieren kunne medføre en rasende Jan Ø. Jørgensen i indædt dialog med sig selv på banen, så tacklede han andet sæts forløb på en konstruktiv måde.
- Det (sættabet) var selvfølgelig lidt irriterende, men jeg synes, at den coolness, jeg viste i tredje sæt, taler for sig selv. Så det er rigtig godt.
- Jeg bevarede roen og kløede på, så der aldrig rigtig var tvivl om det. Jeg følte mig godt klar i starten af tredje sæt og fik pakket ham sammen, siger danskeren.
Jan Ø. Jørgensen skal i semifinalen møde enten den syvendeseedede kineser, Wang Zhengming, eller japaneren Kazumasa Sakai, som mødes senere fredag.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned