Jan Ø. Jørgensen har forladt det velkendte for at finde ny hjemmebane

Den tidligere badmintonspiller Jan Ø. Jørgensen har ikke opskriften på, hvordan han skal agere som performance coach, men han vil forme den i samarbejde med holdet og de andre ledere i Astralis. (Arkivfoto). Foto: Astralis/Free

Den tidligere badmintonprofil vil bruge sin "uvidenhed" som fordel i job som performance coach hos Astralis.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det kan på overfladen være svært at finde lighederne mellem badminton og e-sport.

Men den tidligere badmintonstjerne Jan Ø. Jørgensen føler, at han hos Counter-Strike-holdet Astralis har fundet et sted, hvor han med sin baggrund kan gøre en forskel.

En forskel, som vil være større, end hvis han skulle arbejde som performance coach inden for badminton.

- Min kerneviden er primært inden for badmintonsporten, hvor jeg også kan komme med nogle spillemæssige ting. Men i alt det udenom selve spillet, er der også meget at gøre, siger den 35-årige eksbadmintonspiller.

- Det inspirerer mig, at e-sporten er så relativ ny. Det er spændende, for jeg kan rykke noget. Det er relativt set sværere for mig at finde procenter at rykke hos en badmintonspiller, som vil helt op i verdenseliten. Der kan rykkes flere procenter hurtigere her.

Ved siden af badminton spillede Jan Ø. Jørgensen som dreng selv en del Counter-Strike med vennerne. Han har derfor kendskab til spillet, men slet ikke på et niveau, hvor han kan bidrage fagligt.

Til gengæld har tanker om præstationsoptimering altid fyldt hos ham i den aktive karriere. Det er de tanker, han skal arbejdes videre med hos Astralis.

Han er meget bevidst om, at han ikke har en uddannelse på området, og at meget skal formes undervejs, men han føler samtidig, at det er en af hans styrker.

- Jeg er jo autodidakt, med viden og erfaring fra min egen karriere og alle dem jeg har mødt. I Astralis er performance-organisationen ny, og vi er ved at tilpasse rollerne, så vi får mest ud af hinanden, forklarer han.

- For mig er det nyt at indgå i et team, så jeg skal finde min rolle, og det er organisationen med på. Det ser de som en styrke. Derfor er det også vigtigt, at jeg er omstillingsparat.

- Hvis spillerne kommer og siger: "Jan, det der er noget lort", så skal jeg jo ikke holde fast i det. Man skal ikke være stædig, især ikke mens vi bygger op. Så må spillerne og dem omkring os hjælpe mig med, hvor vi skal hen. Jeg er ikke fastlagt eller sort/hvid, og det er en stor styrke, tror jeg.

Selv føler Jan Ø. Jørgensen, at han har fået en masse spændende perspektiver fra at have været individuel atlet, som til daglig var en del af et hold i landsholdstræningen i Brøndby.

Allerede inden sit karrierestop i 2020 havde Jan Ø. Jørgensen stiftet en smule bekendtskab med at italesætte præstationer. Faktisk også hos Astralis.

Han kendte Astralis' sportsdirektør, den tidligere håndboldmålmand Kasper Hvidt, i forvejen. Hvidt havde brugt Jan Ø. Jørgensen til blandt andet at holde et oplæg for Astralis-holdet inden en stor turnering allerede i 2017.

Fra starten af 2022 blev han tilknyttet mere fast til Astralis, men i en rolle, hvor han havde berøring med mange forskellige aspekter af huset. Nu skal han rette det meste af sit fokus på Counter-Strike-holdene.

Men når nu man kommer og skal understøtte andre, mens man også selv skal lære, så er det vigtigt også at kunne hente viden og inspiration udefra. Især fra andre sportsgrene.

Selv om han trækker på folk flere steder, så er der én sportsgren, hvor han især kan få god sparring.

- Håndbold ligger jo lige for. Kasper Hvidt har selv spillet håndbold, og min kone (håndboldspilleren Stine Jørgensen, red.) ved også en ting eller to om at begå sig på et hold - både på godt og ondt, siger han.

Stine Jørgensen var en stor profil og anfører på det danske landshold, som oplevede både op- og nedture under Klavs Bruun Jørgensen.

Hendes erfaring trækker Jan Ø. Jørgensen gerne på for at dygtiggøre sig selv.

/ritzau/

Jan Ø. Jørgensen har haft meget holdsucces

Som badmintonspiller med en 15 år lang karriere på topniveau nåede Jan Ø. Jørgensen den absolutte verdenstop i herresingle. Han opnåede flere store resultater individuelt, men listen over triumfer rummer faktisk flere succeser med de danske landshold.

* Individuelle sejre

China Open 2016.

Indonesia Open 2014.

French Open 2013.

Denmark Open 2010.

EM-guld 2014.

Af andre store resultater kan nævnes en VM-bronze, en All England-finale, yderligere to Indonesia Open-finaler og en China Open-finale mere.

* Holdsejre med Danmark

Thomas Cup-guld 2016 (VM for herrelandshold).

EM-guld for blandede hold 2009, 2011, 2015 og 2017.

EM-guld for herrelandshold 2008, 2010, 2012, 2014, 2016, 2018 og 2020.

Af andre store resultater kan nævnes sølv ved Sudirman Cup (VM for blandede hold) i 2011 samt bronze i 2013, Thomas Cup-bronze i 2012 og 2018.

Kilde: Ritzau.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu