Jan Ø. Jørgensen i kvartfinalen efter et halvt sæt
På papiret lignede det en ordentlig mundfuld for Jan Ø. Jørgensen, da han torsdag gik på banen til sin kamp i anden runde ved All England, men Danmarks bedste badmintonspiller i herresingle fik en noget nemmere dag i Birmingham end forventet.
Efter blot otte minutter trak turneringens fjerdeseedede indoneser Sony Dwi Kuncoro sig fra opgøret med danskeren. Angiveligt på grund af problemer med ryggen.
Jan Ø. Jørgensen førte på det tidspunkt 11-7 i første sæt. Dermed er Jørgensen - på en lidt billig og ærgerlig baggrund - klar til kvartfinalen som den første danske spiller.
- Det er med lidt blandede følelser. Man vil gerne gøre sig fortjent til at komme i kvartfinalen, men omvendt så tager man alt det med, som man kan, for det kræver meget at komme langt i sådan en turnering her.
- Jeg nåede at få smidt de første nerver, men jeg må nok lige ned og spille lidt i hallen nu, siger Jan Ø. Jørgensen til badminton.dk.
Danmark har senere torsdag mulighed for at løse billet til yderligere to kvartfinaler.
Tine Baun, der spiller sin sidste turnering i karrieren, skal i aktion, det samme skal herredoublen Mathias Boe/Carsten Mogensen. I begge tilfælde venter der kinesisk modstand i torsdagens kampe.
Jan Ø. Jørgensen møder i fredagens kvartfinale kinesiske Chen Jin.
- Det er rigtig fedt. Vi har spillet nogle fede kampe, og jeg er rigtig glad for at stå i min første kvartfinale ved All England, siger Jan Ø. Jørgensen.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker