Jan Ø. Jørgensen spiller sig problemfrit i tredje runde

Jan Ø. Jørgensen - videre i Malaysia Open Foto: Jens Dresling/POLFOTO

28 minutter skulle Jan Ø. Jørgensen bruge på at spille sig videre til tredje runde ved Malaysia Open.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mens de øvrige danske herresingler har givet fortabt i Malaysia Open, så viser Jan Ø. Jørgensen flot spil.

Torsdag sejrede den danske verdenstoer sikkert over japaneren Kenichi Tago i to sæt. De overbevisende cifre blev 21-7, 21-10 efter 28 minutters spil i Kuala Lumpur.

Dermed er danskeren klar til tredje runde ved Super Series-turneringen.

Verdens nummer 27 formåede ikke at presse Jan Ø. Jørgensen på noget tidspunkt.

Der var ikke spillet meget mere end en håndfuld minutter, før danskeren var foran med 14-3 i første sæt.

Den rapfodede dansker fortsatte dominansen og vandt klart 21-7.

I andet sæt udbyggede Jan Ø. Jørgensen føringen lidt efter lidt, inden han trumfede sejren i hus, da han gik fra 15-10 til 21-10 på to minutter.

I indbyrdes opgør fører japaneren, der tidligere også var helt fremme på verdensranglisten, med syv sejre mod Jan Ø. Jørgensens seks.

Jan Ø. Jørgensen er eneste tilbageværende danske singlespiller. Både Hans-Kristian Vittinghus og Viktor Axelsen tabte onsdag i herresingle, mens Line Kjærsfeldt røg ud i damesingle.

Herredoublen med Carsten Mogensen og Mathias Boe er også videre til tredje runde.

På en halv time slog det andenseedede danske par Hung Ling Chen og Chi-Lin Wang fra Taiwan med 21-11, 21-11.

De bliver alene om at repræsentere de danske herredoubler videre i turneringen.

Mads Conrad-Petersen og Mads Kolding tabte 21-23 og 15-21 til sjetteseedede Chai Biao og Hong Wei fra Kina, mens Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen tabte i tre sæt til Lee Sheng Mu og Tsai Chia Hsin fra Taiwan med cifrene 21-19, 16-21 og 18-21.