Jan Ø. Jørgensen stopper på landsholdet
Jan Ø. Jørgensen har valgt at drosle ned og dropper landsholdet. Karrieren vil han fortsætte frem til senere på året, hvor planen er at stoppe helt. Foto: Arnd Wiegmann/Reuters
Arnd Wiegmann/Reuters
Jan Ø. Jørgensen stopper på det nationale træningscenter i Brøndby. Dermed er det slut på landsholdet.
Badmintonspilleren Jan Ø. Jørgensen stopper på landsholdet og varsler et karrierestop i oktober til Denmark Open.
Jan Ø. Jørgensen døjer stadig med en hofteskade, og det påvirker motivationen i forhold til at forsøge at komme tilbage til højeste niveau.
- Jeg har kæmpet en kamp for at komme op, hvor jeg var før mine skader. Men der er sket meget i herresingle siden 2017, og spillet har rykket sig.
- Min lyst og ivrighed og ærgerrighed for at tro på, at det kan lade sig gøre, den har været forsvindende det seneste stykke tid, siger Jan Ø. Jørgensen i en pressemeddelelse.
Ketsjeren lægger han dog ikke helt på hylden endnu.
Den nuværende plan er at holde badmintonspillet ved lige i Vendsyssel Elite Badminton og slutte karrieren med et par internationale turneringer i år.
Håbet er, at han kan lave et definitivt karrierestop foran det danske publikum til Denmark Open i oktober.
- Jeg kan ikke se mig selv i øjnene længere, når jeg ikke kan se frem til at spille med helt fremme i de store turneringer. Det er det, jeg spiller for, men det har været langt væk de seneste tre år.
- Derfor er det heller ikke en beslutning, jeg har truffet ud af det blå, siger Jan Ø. Jørgensen.
Den 32-årige nordjyde formåede at komme sig over en hælskade i 2017, men de mange skader har gjort, at han kunne se sin plads i verdenstoppen forsvinde.
- Da jeg havde min hælskade, havde jeg de her tanker, så det har været en proces de seneste år.
- Det har været en præmis, at jeg har ondt hver dag, så det har været rigtig svært, og nu holder jeg ikke til det mere, forklarer han.
I løbet af sin internationale karriere har Jan Ø. Jørgensen formået at vinde flere store titler. Han vandt Indonesia Open og China Open i henholdsvis 2014 og 2016.
Han har desuden vundet Thomas Cup, Denmark Open, French Open, EM og tre DM-titler. Han opnåede en finaleplads ved All England i 2015 og bronze ved VM samme år.
Privat flytter han til Tyskland sammen med sin kone, håndboldspilleren Stine Jørgensen, som fra næste sæson tørner ud for Bietigheim.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub