Jan Ø. Jørgensen taber semifinale til verdens nummer 43
Jan Ø. Jørgensen måtte se sig slået af verdens nummer 43 i Hong Kong Open. Foto: AP/Polfoto
AP/Polfoto
Jan Ø. Jørgensen tabte skuffende til inderen Sameer Verma ved Super Series-turneringen Hong Kong Open.
Det lykkedes ikke for Danmarks aktuelt bedste herresingle i badminton, Jan Ø. Jørgensen, at spille sig frem til en stor finale for anden weekend i træk.
En uge efter triumfen i Super Series Premier-turneringen China Open tabte Jørgensen sin semifinale ved Hong Kong Open, der har status som Super Series-event.
Den danske verdenstreer stillede op som klar favorit, men måtte se sig slået af inderen Sameer Verma, der rangerer som nummer 43 i verden.
Cifrene lød 21-19, 24-22 efter en tæt kamp.
Jørgensen kom sløvt fra start, og inden længe var han bagud 1-7. Danskeren fandt dog sit spil og fik fuld kontakt ved stillingen 9-9.
Han virkede endda en smule ovenpå i kampen ved føringen på 16-14. Men inderen kæmpede for sagen og var godt spillende. Han vendte stillingen til føring 20-17 og dermed tre sætbolde.
Jørgensen overlevede de første to, men slog fjerbolden marginalt ud på den tredje og tabte sættet knebent.
I andet sæt kom danskeren anderledes godt fra start. Han satte sig mere igennem og kom foran 7-1. Men Jørgensen sled med at spille kontinuerligt godt.
Han førte 11-5, men fik så helt i stå og kom bagud 12-13. Jørgensen fik dog på ny kontrol og spillede sig til tre sætbolde ved 20-17. Men symptomatisk for kampen missede han dem alle.
I stedet spillede inderen sig til matchbold ved 21-20, som han dog ikke formåede at udnytte.
Derefter spillede Jørgensen sig til endnu en sætbold ved 22-21, men derefter tabte han tre point på stribe og dermed kampen.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker