Variende, tempofyldt og aggressivt spil sikrede det danske badmintontalent Jan Ø. Jørgensen en perfekt start på turneringen Copenhagen Masters.
Med sætcifrene 21-17 og 21-12 slog han tyske Marc Zwiebler, der tidligere på året stod i finalen ved Denmark Open Super Series. Ved den turnering var Jan Ø. Jørgensen selv mindre heldig, da han skuffende blev slået ud i semifinalen.
Men det havde den unge badmintonstjerne tilsyneladende glemt alt om i dagens match, og med et stærkt hjemmepublikum i ryggen leverede han spil af høj klasse.
Med sejren fik han også vist, hvorfor han i år 2009 opnåede en plads som nummer 10 i verden.
- Det var rigtig fedt at spille derinde i dag. Der var lige lidt, der skulles rystes af her efter julen, men da jeg først kom i gang, synes jeg, at det gik rigtig godt, og jeg fik stille og roligt hævet mit niveau og tempo i spillet. Jeg varierer mit spil bedre end Zwiebler i dag. Han spiller nogenlunde ens hele kampen igennem, og mine variationer gør ham usikker - det er det, der gør forskellen, fortæller Jan Ø. Jørgensen.
Målet for turneringen er for det unge badmintontalent utvivlsomt. Han vil være med, hvor det er rigtig sjovt.
- Jeg vil rigtig gerne i finalen og se, om jeg kan drille Peter Gade. Han har vundet den her turnering et hav af gange, så det vil være fedt at vippe ham af. Når det så er sagt, så ved jeg godt, at det bliver det rigtig svært. Jeg skal finde det helt gode spil frem, og det skal jeg også i morgendagens match, siger badmintontalentet.
Mandag møder Jan Ø. Jørgensen indonesiske Simon Santoso.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker