Jan Pytlick er stensikker: Frankrig hjælper os
Trods nederlaget mod Serbien tirsdag aften har de danske håndboldkvinder stadig mulighed for at komme i semifinalen ved EM i Serbien.
Det kræver en dansk sejr over Norge torsdag og en fransk gevinst mod serberne samme dag. Og landstræner Jan Pytlick er overbevist om, at franskmændene nok skal yde deres bidrag til festen.
- Dem dér, de vinder i morgen over Serbien, siger Pytlick med et nik ud mod gulvet i Beogradska Arena, hvor det franske mandskab er i gang med træningen.
- De er bare bundrutinerede. Rutinerede trænere, som har prøvet rigtig meget. Frankrig har før stået i de store kampe, forklarer han.
Med det danske nederlag tirsdag har Frankrig pludselig alt at spille for, og nu er der pres på det serbiske hold, der har kørt sig i stilling til pladsen i semifinalen.
- Serberne står lige præcis, hvor vi stod i går: Med en sejr kan de afgøre det. Det skal de bevise, at de kan, men de er slidte. De har spillet med få folk. Jeg tror, de får det svært, siger Jan Pytlick.
En af forklaringerne på det danske nederlag til serberne tirsdag aften var, at danskerne ikke tog hårdt nok fat i forsvaret.
På det punkt er Frankrigs fysisk stærke spillere formentlig bedre rustet på nuværende tidspunkt.
- Det problem har franskmændene ikke. De skal nok klappe til dem. Jeg tror i virkeligheden, at de ligger bedre til Serbien, end vi gør lige nu, siger den danske landstræner.
Serbien og Frankrig mødes torsdag klokken 18.10. To timer senere går Danmark på banen mod nordmændene.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned