Jan Pytlick: Vi dækker fint op i øjeblikket
Landstræner Jan Pytlick var tilfreds med, at forsvaret fungerede så godt i søndagens sejr over Norge.
Det var især takket være et stærkt forsvar og en god keeper i Sandra Toft, at de danske håndboldkvinder vandt søndagens venskabskamp mod Norge ved Golden League.
Selv om Norge var foran med hele fem mål i anden halvleg, kom danskerne flot tilbage og vandt kampen med fire mål. Og det var landstræner Jan Pytlick glad for.
- Vi fik dækket rigtigt godt op i store perioder af kampen, og Sandra Toft stod rigtigt fint, siger Jan Pytlick til TV2.
Generelt var den danske indsats i de tre Golden League-kampe på dansk grund godkendt. Også i lørdagens sejr over verdensmestrene fra Brasilien var forsvaret solidt, mens det var mindre godt i torsdagens nederlag mod Frankrig.
- Vi har set tre kampe, hvor Danmark har dækket fint op. Men der er stadig noget at arbejde med. Vi fik prøvet nogle folk af, og de er ikke så vant til at spille disse kampe, lyder det fra Pytlick.
Blandt andre fik Anne Cecilie Dornonville De La Cour og Anne Mette Hansen spilletid, og det var godt at se dem i aktion på højeste niveau.
Frem mod EM i december vil Jan Pytlick forsøge at træne mere på andre varianter i forsvaret, så Danmark kan dække mere offensivt og aggressivt op.
- Vi skal forbedre os over det hele. Vi har dækket mest 6-0-forsvar. Vi skal også øve os i de offensive forsvar, forklarer landstræneren.
Seneste artikler
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Røg i hal ved børnehus
Kontrol af byggeplads afslørede efterlyst ukrainer
Mikkel oplever sin tredje skolelukning
René Hedegaard fortsætter som direktør i Krokodille Zoo
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Kvinde anholdt: Truede med at skyde bekendt
Bostedet Langholt lukker