Jan Pytlick vil gøre rent bord

Jan Pytlick har fået smag for sejre, og han har stadig appetit på flere. Derfor bliver der efter Danmarks anden sejr på to dage ikke gearet ned i torsdagens kamp mod Tyskland, selv om danskerne allerede er semifinaleklar.

- Vi giver den fuld skrald, selv om vi også kommer til at lade nogle spillere få en pause. Vi skal jo også have dem i gang, der ikke har fået så megen spilletid indtil nu. Men vi kom et skridt videre i dag, og det ville være ærgerligt at falde tilbage igen, siger Pytlick.

Han er tilfreds med det meste, som han så undervejs i Danmarks 28-24-sejr over Ungarn. Specielt forsvarsspillet fik et løft

- Vi dækkede meget bedre op i dag. Vi fik dem lukket totalt ned, og deres frustration er vores fortjeneste. Man kan se, hvordan Mette Melgaard løftede de andre med. Hun er en klasse forsvarsspiller, siger Pytlick, som også har stor ros til kampens topscorer, Camilla Dalby.

Med otte mål i anden halvleg var hun årsagen til, at det danske angrebsspil blev markant bedre efter pausen.

- Det var Camilla Dalby, der skød os i gang. Det er hendes spidskompetence at få den trukket rundt om hovedet på målmanden, og det gjorde hun rigtigt godt. Men hun fik selvfølgelig også god hjælp i opspillet fra de andre, siger træneren.

/ritzau/

Landstræner Jan Pytlick vil efter to sejre ved GF World Cup også vinde den sidste indledende gruppekamp. Men han sparer også nogle spillere mod Tyskland.

Offentliggjort Sidst opdateret