Jankovic vil ikke afsløre Wozniacki-taktik

Søndag bliver det alvor for Caroline Wozniacki i Australian Open i tennis.

Danskeren har haft tre relativt nemme kampe hidtil i turneringen, i fjerde runde venter den tidligere verdensetter Jelena Jankovic.

Serberen fører 4-3 i interne opgør, men de seneste tre kampe - alle spillet i 2011 - er endt med dansk sejr. Det skal man dog ikke lægge så meget i, mener Jankovic.

- Det seneste års tid har jeg ikke spillet ret godt. Jeg har haft en del skader, og jeg har ikke stolet helt på mit eget spil, siger Jelena Jankovic.

- Men nu har jeg en god følelse, jeg har trænet hårdt og føler mig meget motiveret, siger hun.

Opskriften til sejr over Wozniacki er hemmelig. Sådan da.

- Jeg afslører ikke min taktik, men vi kender hinandens spil, styrker og svagheder. Det er jo ikke første gang, vi ser hinanden spille.

- Det er det samme blandt alle os topspillere, som har været med i mange år. Vi ved, hvad vi skal forvente af hinanden. Det bliver endnu en interessant og hård kamp, siger Jankovic.

Kampen spilles søndag, det eksakte tidspunkt er ikke fastsat, men formentlig spilles kampen natten mellem lørdag og søndag dansk tid.

Jankovic ved, hun skal være klar, hvis hun skal slå den danske verdensetter.

- Hun er en meget solid spiller, hun forærer dig ingenting. Jeg skal være stærk, mentalt og fysisk, spille mit eget spil og tro på mig selv, siger hun.

Wozniacki er under et vist pres. Taber hun kampen, er det usandsynligt, at hun stadig er verdens nummer et efter Australian Open. Det lader dog ikke til at gå danskeren på.

- For at være ærlig, så spiller jeg bare. Jeg ønsker at levere mit bedste her, og det, der sker, det sker. For mig er det vigtigste, at jeg fortsætter min udvikling. Gør jeg det, ved jeg, at jeg kan spille på et meget højt niveau, siger Caroline Wozniacki.

/ritzau/

Jelena Jankovic har tabt de seneste tre opgør mod Wozniacki. Det skal man ikke lægge så meget i, siger hun.

Offentliggjort Sidst opdateret