Intet bliver endnu taget for givet, men Jannik Hansen glæder sig over endnu en sejr til Vancouver Canucks, som bringer holdet meget tæt på en NHL-semifinale.
Canucks slog natten til fredag dansk tid Nashville Predators 4-2 i Tennessee og kan på egen hjemmebane på lørdag sende sig selv blandt de sidste fire NHL-hold i slutspillet.
Men selv om Canucks fører 3-1 i kampe i bedst ud af syv serien, så tager Jannik Hansen sejrsstimen med ro.
- Som vi lærte i serien mod Chicago, som gik i syv kampe, så skal man ikke tage noget for givet. Så vi skal spille op til vores bedste, når vi på lørdag møder dem i kamp fem, siger Jannik Hansen til tv2sport.dk.
I den foregående serie var Canucks foran med 3-0 efter de første tre kampe, men Chicago Blackhawks udlignede til 3-3 i kampe, og så skulle serien alligevel ud i en sidste og afgørende kamp, som endte med at være næsten helt lige.
Lige så tæt blev det ikke mod Predators, men det var ikke en nem sejr.
- Det var igen en tæt kamp, hvor vi lykkedes at hive en sejr hjem. Det var det samme, som det har været i samtlige kampe mod dem her i slutspillet.
- En tæt meget defensiv kamp uden alt for mange chancer og med to gode målmænd, siger Jannik Hansen, som ikke selv fik scoret i kampen.
- Vi fik skabt nogle gode chancer i kæden. Jeg fik ikke scoret, men havde et par stykker, der godt kunne have givet noget. Men det var en god holdindsats, vi fik leveret, mener Jannik Hansen.
Canucks var ligaens bedste hold i grundspillet, men canadierne har aldrig vundet Stanley Cup-titlen, selv om holdet har været i finalen to gange (1982 og 1994).
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde