Jannik Hansen slår Vancouver-sejr fast i tomt net
Den danske ishockeyspiller Jannik Hansen er i den grad tilbage efter sin skadespause tidligere på sæsonen.
For halvanden uge siden var Hansen med til at afgøre, at hans klub - Vancouver Canucks - slog Carolina Hurricanes 3-2 på udebane.
Og natten til tirsdag var danskeren på ny i fokus i en kamp mod samme Hurricanes. Jannik Hansen slog 2-0-sejren til Vancouver fast med sin scoring i et tomt mål godt et minut før tid.
Denne gang var det hjemme i Vancouver, at Jannik Hansen og holdkammeraterne gjorde det onde ved Hurricanes. Vancouver kom foran allerede efter tre minutter af første periode, og så blev der ikke scoret mere før i slutfasen.
Hurricanes satsede tungt på en udligning og tog målmanden ud, men hjemmeholdet opsnappede pucken og slog kontra. Danskeren blev spillet fri midt på banen og kunne skøjte mod det tomme mål - og sende den i nettet langt udefra.
Jannik Hansen var dog ikke manden, der stjal de største overskrifter natten til tirsdag. Det var derimod den unge målmand Eddie Lack, der holdt buret rent i sin første hjemmekamp i NHL for Canucks, der nu har vundet fem NHL-kampe i træk.
Frans Nielsen og New York Islanders tabte til gengæld 2-5 ude til Anaheim Ducks.
Danskeren fik en assist ved kampens første scoring, og gæsterne fra New York var foran både 1-0 og 2-1, men i anden periodes sidste minut gjorde hjemmeholdet 2-2 til 4-2, og så var spændingen forduftet.
Det var tredje gang i træk, at Islanders gik fra isen med et nederlag.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned