Med en brækket lilletå og et stort forventningspres har sommeren og opstarten i FC Midtjylland ikke været lige nem for Tim Janssen, men søndag scorede han sit første mål for ulvene og var en svært glad mand efter 2-1-sejren over Lyngby.
Han sagde lidt kryptisk, at scoringen "på en måde var en lettelse, og på en måde ikke". Men at det var godt at vise sit værd for hjemmepublikummet.
- Du vil gerne vise dig frem for publikum og vise, hvad du er værd, når du kommer til en ny klub og til nye fans. Og du vil gerne vinde deres tillid, siger Tim Janssen.
Den langhårede angriber havde et særdeles godt samarbejde med højrekanten Mads Albæk, og først lagde Albæk op til Janssens scoring, hvorefter Janssen gjorde forarbejdet til Albæks fuldtræffer.
- Vi har et godt hold med gode spillere. Men Mads forstår mig en lille smule hurtigere end resten af holdet, siger Tim Janssen.
Tim Janssen kom i sommer til FC Midtjylland fra Esbjerg, og det skifte har været godt for hollænderen. Både på og uden for banen er der stor forskel på de to klubber, og her passer FC Midtjylland bedre til Janssen.
- De to klubber er totalt forskellige. I Esbjerg spillede vi med lange bolde, og det, synes jeg ikke, var den rigtige taktik, siger Janssen og fremhæver den spillende stil i Herning.
- Og klubben er mere professionel og bedre organiseret. Med bedre kommunikation. Her har vi også et ansvar uden for banen, og vi taler med hinanden om, hvad der går godt, og hvad der ikke går så godt, siger Tim Janssen.
- Sådan var det slet ikke i Esbjerg. Der havde træneren sin måde at gøre tingene på, og den måde spillede vi. Det var mere individualistisk, hvor vi her er mere som et hold, siger Janssen.
Selv om Tim Janssen scorede og var i sprudlende spillehumør søndag holder både han og træner Glen Riddersholm fast i, at hollænderen ikke er helt oppe på sit maksimale niveau, hvilket lover godt for både angriberen selv og holdet som helhed.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker