Japansk læge fløjet til Danmark

Arkivfoto Foto: Jan Knudsen

NFH’s knæskadede Ayaka Ikehara genoptræner med specialist fra eget land.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ayaka Ikehara er så opsat på at vende tilbage til håndboldbanen, at den knæskadede NFH-fløj for egen regning har fløjet en japansk læge til Danmark.

Det drejer sig om Kohat Su, som har flere klinikker i Japan. Ayaka Ikehara kender Kohat Su fra det japanske kvindehåndboldlandshold. Han har tidligere behandlet hendes fod, ligesom han jævnligt arbejder med flere af Japans sportsstjerner.

Kohat Su ankom til Danmark i tirsdags, hvor han blev hentet i Københavns Lufthavn af Ayaka Ikehara.

Sammen kørte de til Arena Næstved for at se NFH’s opgør mod København Håndbold, inden de om aftenen gik i gang med genoptræningen af knæet.

Kahat Su arbejder med mange nye metoder, og Ayaka Ikehara mærker stor fremgang.

- Ayaka har fået meget mere bevægelighed i knæet, fortæller NFH’s assistenttræner, Kenneth Sahlholdt.

Ayaka Ikehara gik i stykker i midten af marts under en trænings-øvelse med NFH. Her forstrakte hun det inderste ledbånd i venstre knæ.

Kenneth Saholdt tør ikke komme med et bud på, hvornår Ayaka Ikehara er klar igen, men han vurderer, at det ikke er realistisk, at hun spiller mere i denne sæson. Ayaka Ikeharas læge tager hjem fredag.