Japanske værter åbner håndbold-VM med sejr

Frankrig stiller op ved VM som forsvarende mester efter en triumf i 2017. Franskmændene tabte dog deres første kamp 27-29 til Sydkorea. Foto: Axel Heimken/Ritzau Scanpix

Med en sejr på fire mål over Argentina kom VM-værterne fra Japan planmæssigt fra start.

Offentliggjort Sidst opdateret

VM i håndbold for kvinder er i år rykket til Japan, og lørdag morgen dansk tid indledte værtsnationen turneringen med en sikker sejr.

Det gik ud over Argentinas håndboldkvinder, der var bagud med fire mål ved pausen og tabte 20-24 til de japanske favoritter i turneringens gruppe D.

Undervejs var argentinerne flere gange bagud med seks mål, før de fik halet en anelse ind til slut. Med fem mål blev Mana Ohyama topscorer for Japan og var en af hovedårsagerne til sejren.

Sejren sender Japan til tops, men ingen af gruppens fire øvrige hold, Rusland, Sverige, Kina og DRCongo, har været i aktion endnu.

Det har fire af holdene fra Danmarks gruppe til gengæld. Tyskland åbnede turneringen ved at besejre verdensmestrene fra 2013, Brasilien, med 30-24 efter en tysk pauseføring på tre mål.

Danmark tager hul på turneringen som storfavorit i kampen mod Australien klokken 12.30 lørdag. Gruppen tæller desuden Sydkorea og det forsvarende mesterhold Frankrig.

De to sidstnævnte var i kamp klokken 10 dansk tid. Her endte Frankrig noget overraskende med at tabe 27-29, selv om franskmændene førte med et mål ved pausen.

Lørdag morgen blev der også taget hul på de øvrige VM-grupper. Serbien slog Angola 32-25 i gruppe A, mens Montenegro besejrede Senegal 29-25 i gruppe C.

Alle nationer spiller fem indledende kampe, hvorefter tre hold fra hver pulje går videre til mellemrunden. Her spiller hvert hold tre kampe, før semifinalisterne er fundet.

Turneringen fortsætter frem til 15. december, hvor finalen spilles. Samtlige VM-kampe spilles i Kumamoto og omegn.