Jensen om brasilianerne: Kan grine og græde i samme minut

Landstræner Jesper Jensen forbereder sit hold på impulsive og uberegnelige brasilianere før VM-kvartfinalen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Brasilien spiller med stort hjerte, advarer den danske landstræner før VM-kvartfinalen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et hold uden stram struktur, men med store individuelle kvaliteter. Sådan lyder landstræner Jesper Jensens beskrivelse af det brasilianske mandskab, der er Danmarks sidste hurdle før medaljekampene ved håndbold-VM.

Hvor Danmark i de seneste kampe mod Tyskland og Ungarn mødte klassisk europæisk håndbold, er det en ganske anden opgave, der venter tirsdag aften.

- Det er spillere med stort hjerte og stor passion, som både kan grine og græde inden for det samme minut i en håndboldkamp.

- Det er jo lidt syd- og østeuropæisk stil med mange fede bevægelser, enorm eksplosivitet og impulsivitet. Måske ikke altid lige så meget struktur, som vi har i Nordeuropa, men de kan helt sikkert noget andet, siger Jesper Jensen.

Brasilien er en velkendt modstand for Danmark i VM-sammenhæng. Så sent som ved VM for to år siden vandt danskerne 24-18. Også i 2017 var Danmark bedst, da de to nationer stod over for hinanden i Oldenburg.

Seneste brasilianske sejr over Danmark skal man tilbage til 2013 for at finde.

Ved VM i Serbien mødtes de to hold endda to gange, og sydamerikanerne - under ledelse af Morten Soubak - vandt begge opgør på vej mod deres sensationelle VM-titel.

Den store opgave for de danske spillere bliver at omstille sig til den mere individuelle og uberegnelige spillestil, som Brasilien kommer med.

- Nu prøvede vi det mod Kroatien sidste år (i EM-bronzekampen, red.). Da lykkedes vi ikke med det, fordi kroaterne fik lov til at spille på deres måde. Den kamp tror jeg heldigvis, at vi har lært en hel masse af, siger Jesper Jensen.