Jesper Christiansen vil væk fra bænken

Vejen til VM i fodbold i Sydafrika går ikke over en tjans som bænkevarmer hos FC København. Det faktum er målmand Jesper Christiansen helt bevidst om, og han vil for enhver pris tilbageerobre pladsen som førstemålmand fra Johan Wiland.

- Jeg er 31 år, og jeg skal ikke sidde på bænken. Jeg har mine bedste år i disse år, og det skal jeg udnytte, siger Jesper Christiansen, som onsdag havde årets første træningsdag med FC København.

Målmanden, som blev skadet i august, fik ikke pladsen i FCK-målet tilbage, da han vendte tilbage i november, fordi Wiland leverede varen på banen.

FCK-træner Ståle Solbakken melder foreløbig ud, at de to målmænd begge vil få spilletid i træningskampene før Europa League-kampene mod franske Marseille i februar.

- Vi ved, at det er en delikat situation, som er svær for dem. Jeg må tage en kynisk afgørelse, og så kan de to nok ikke være i samme klub i vældig mange halvsæsoner endnu, siger Ståle Solbakken.

Jesper Christiansen vil ikke direkte sige, at han som fast FCK-målmand siden 2005 bør have pladsen tilbage, nu hvor han er skadesfri.

- Jeg kan have mine tanker og meninger, men det kan jeg ikke bruge til så meget. Men det er da rigtigt, at jeg har spillet herinde i fire et halvt år, spillet over 200 kampe og været førstemålmand hele tiden. Jeg har ikke spillet mig af, så jeg må vise igen, at jeg har mit gamle niveau og måske kan lægge lidt til, siger han.

/ritzau/

FC Københavns Jesper Christiansen vil have pladsen som førstemålmand tilbage fra Johan Wiland. Træner Ståle Solbakken medgiver, at situationen er delikat.

Offentliggjort Sidst opdateret