Jesper Jensen hylder spilleres oprejsning efter nedtur
Jesper Jensen har nu ført Team Esbjerg til tre danske mesterskaber. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Team Esbjerg var helt nede i kulkælderen i weekenden, men rejste sig torsdag og vandt det danske mesterskab.
Team Esbjerg er dansk mester i håndbold.
Torsdag sikrede vestjyderne sig et nyt sæt guldmedaljer med en knusende sejr over Odense Håndbold i finale nummer to på 34-21.
Sejren og DM-guldet kom i hus efter en intens periode for Team Esbjerg.
Tirsdag i sidste uge vandt holdet den første finale mod Odense. I weekenden måtte Esbjerg så rejse tomhændet hjem fra Final 4-stævnet i Champions League efter to smertelige etmålsnederlag.
- De sidste ni dage har været fyldt med op- og nedture. Tanken var helt tømt til træningen i går, og så rejser spillerne sig i dag og vinder så stort over Odense. Det fortjener respekt fra alle. Jeg er vildt imponeret den måde, de har ageret og reageret på, siger Team Esbjerg-træner Jesper Jensen efter sejren.
Han har nu vundet det danske mesterskab tre gange med Team Esbjerg. Men på grund af den seneste tids op- og nedture er dette mesterskab ekstra specielt.
- Det gør den her titel meget mere emotionelt. Vi var langt nede i weekenden og også tirsdag og onsdag. Jeg er både lettet og stolt. Det er en flot sæson, vi har sat sammen, siger Jensen.
Team Esbjerg-profilen Mette Tranborg indrømmer da også, at det har været svært at komme ovenpå igen efter skuffelsen i Budapest i weekenden.
- Især semifinalenederlaget ved Final 4 var enorm svær at sluge. Det sad i os længe og gør det måske stadig lidt.
- Men folk har virkelig arbejdet godt med dem selv og været gode til at finde den energi frem, der skulle bruges, og bare gå all in i den her kamp. Vi kunne afgøre det på hjemmebane, og det gjorde vi, siger Tranborg.
Med DM-triumfen fik Team Esbjerg vippet Odense af tronen i dansk kvindehåndbold. Fynboerne vandt mesterskabet i både 2021 og 2022.
Men det skulle altså ikke blive til et hattrick af DM-titler for træner Ulrik Kirkely, der torsdag for sidste gang stod i spidsen for Odense. Han skal fremover være cheftræner i ungarske Györ.
- Vi er selvfølgelig trætte af det og kede af, at vi præsterede sådan. Især anden halvleg var virkelig langt under vores niveau, så det er selvfølgelig super skuffende, siger Kirkely efter nederlaget.
- Men vi må bare konstatere, at Esbjerg over det seneste halve år har ligget et niveau over os. Det viste de også i dag. Der var klasseforskel.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet