Jesper Jensen lever med cirkusafslutning i ujævn kamp
Landstræner Jesper Jensen så ikke en smuk kamp hele vejen mod Færøerne, men det havde han heller ikke forventet. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Danmark sparede spillere og prøvede ting af mod Færøerne, og det var det vigtigste for landstræneren.
Når niveauforskellen er så stor, som den er på Danmarks og Færøernes håndboldkvinder, så kan det være svært at holde fuldt fokus i alle 60 minutter.
Det var også tydeligt at se på det danske hold, da vennerne fra rigsfællesskabet blev slået 33-24 i en EM-kamp, hvor Danmark fem minutter efter pausen var foran med 12 mål.
Dermed tabte Danmark reelt de sidste 25 minutter med tre mål, men det lever landstræner Jesper Jensen uden problemer med.
- Det blev lidt en tosidet oplevelse, for der er selvfølgelig ting omkring spillet, vi ikke er tilfredse med. Det blev ikke perfektion, men det regnede vi heller aldrig med at få, siger han.
- Jeg tror, vi fik det ud af kampen, som vi kunne, og så gider vi ikke at fokusere på de sidste 10-12 minutter, hvor det blev lidt cirkusagtigt.
Han havde givet forsvarsspecialist Line Haugsted helt fri til kampen, profilerne Emma Friis og Helena Elver fik alle 60 minutter på bænken, og der blev eksperimenteret en hel del i løbet af især anden halvleg.
Det er også en stor del af forklaringen på, at Danmark ikke bare fortsatte udraderingen af færingerne i anden halvleg. Derfor hænger holdet sig heller ikke i, om sejren var endt på 15 mål eller de 9, som blev tilfældet.
- Der er ikke på noget tidspunkt, hvor vi ikke har kontrol over kampen, selv om vi skruer lidt op og ned undervejs, siger den alsidige stregspiller Kaja Kamp.
- Vi kunne få skiftet en masse ud, mange kunne få spilletid, og som man kan se, så ender vi også med mange konstellationer i forsvaret, som måske ikke har så mange træningstimer sammen.
Onsdag flyver Danmark videre til mellemrunden i Wien, hvor det allerede torsdag gælder arvefjendeopgøret mod Norge, der også er gledet let gennem det indledende gruppespil.
Begge hold kommer derfor til mellemrunden med to point i rygsækken.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker