Joachim Andersens manager får sparket i Crystal Palace
Franske Patrick Vieira er færdig i Crystal Palace efter 11 kampe i træk uden en sejr i Premier League.
Premier League-klubben Crystal Palace har valgt at stoppe samarbejdet med sin manager, Patrick Vieira.
Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Det sker efter en periode med dårlige resultater. London-klubben, der har landsholdsspilleren Joachim Andersen på holdet, har ikke vundet en kamp i 2023.
- Det er med enorm beklagelse, at vi må træffe denne vanskelige beslutning, lyder det fra formand Steve Parish.
- I sidste ende har resultaterne i de seneste måneder placeret os i en usikker position i ligaen, og vi føler, at en ændring er nødvendig for at give os den bedste chance for at bevare vores Premier League-status.
Crystal Palace fik en god start på sæsonen, men efter VM har klubben slet ikke fået det til at køre.
Den seneste sejr i Premier League faldt 31. december, og siden er det i 11 ligakampe blevet til seks nederlag og fem uafgjorte.
Senest tabte holdet til Brighton, hvilket var det tredje nederlag på stribe, og så blev det altså for meget for ledelsen.
Franske Patrick Vieira kom til klubben i sommeren 2021 og førte i sin første sæson holdet til en 12.-plads og en semifinaleplads i FA Cuppen.
Forinden havde han stået i spidsen for New York City FC og franske Nice.
Aktuelt ligger Crystal Palace ligeledes nummer 12 i Premier League, men der er blot tre point ned til Bournemouth under nedrykningsstregen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned