Joachim B. Olsen stopper karrieren

Skader tvinger kuglestøderen Joachim B. Olsen til at indstille sin karriere. Den 32-årige jyde vandt blandt andet OL-bronze i 2004.

En lang og flot karriere er slut for kuglestøderen Joachim B. Olsen. Den 32-årige OL-bronzevinder fra 2004 meddelte onsdag på et pressemøde i Århus, at han stopper karrieren som eliteudøver.
- Siden min diskusprolaps tidligere i år har jeg trænet og kæmpet hårdt for at følge min drøm om at have stoppet efter OL i 2012 i London. Desværre føler jeg, at med de skader, jeg har haft det seneste år, senest en diskusprolaps, har kroppen sagt stop, siger Joachim B. Olsen i en pressemeddelelse.
Kuglestøderen, der på det seneste også er blevet kendt som vinder af tv-programmet "Vild med dans", havde sin storhedstid i første halvdel af årtusindet, hvor han ud over OL-bronzen sikrede flere andre medaljer i VM- og EM-regi.
Inden for de seneste år har Joachim B. Olsens karriere været plaget af skader, og ved sidste års OL i Beijing nåede han ikke finalen i kuglestødskonkurrencen. I april blev han ramt af en diskusprolaps, der var med til at fremskynde beslutningen om et karrierestop.
Joachim B. Olsen har også engageret sig i idrætsudøvernes faglige kamp som formand for Dansk Elitesportsudøveres Forening.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret