En rygskade holder den store norske angriber John Carew ude af lørdagens EM-kvalifikationskamp i Oslo, og det er godt for det danske fodboldlandsholds vinderchancer.
Det mener målmand Thomas Sørensen, som kender Carew særdeles godt. De er begge i Stoke nu og har også spillet sammen i Aston Villa tidligere.
- Han er en fysisk stærk angriber og har en god statistik på landsholdet som målscorer. Desuden er han på grund af sin store fysik meget vigtig for det norske opspil, siger Thomas Sørensen.
- Carew er den type spiller, der er god til at holde på bolden, og han er svær at skubbe væk. Jeg er selv blevet viftet væk af ham nogle gange, forklarer målmanden.
Den danske anfører, Christian Poulsen, vil dog ikke gøre danskerne til favorit endnu, bare fordi Carew mangler.
- Norge har også spillet landskampe uden Carew før og vundet. Når han ikke spiller, er det fint for os, men vi har ikke haft så meget fokus på Norge eller Carew endnu. Det handler mest om os selv, siger Christian Poulsen.
Et godt bud på en Carew-erstatning er Mohammed Abdellaoue, der for tiden nyder stor succes i tyske Hannover 96. Desuden kan veteranen Steffen Iversen også erstatte Carew i angrebet.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde