Chelsea-anføreren John Terry er blevet sendt på en miniferie af sin manager, Carlo Ancelotti.
John Terry, som i sidste uge blev frataget tjansen som anfører for det engelske fodboldlandshold, kommer ikke med i lørdagens FA Cup-opgør mod Cardiff.
- Carlo har givet John fri i et par dage, og han spiller ikke på lørdag. Han kommer tilbage og forbereder sig til vores kamp mod Wolverhampton den 20. februar, siger Chelseas assistenttræner, Ray Wilkins, til Sky Sports.
John Terry får fridagene efter den seneste tids mediestorm, hvor det er kommet frem, at han har været sin kone utro.
Den gifte familiefar havde en affære med ekskæresten til den tidligere holdkammerat og nuværende landsholdskollega, Wayne Bridge.
Affæren fik landstræner Fabio Capello til at fyre Terry som anfører for England.
Carlo Ancelotti gav allerede inden fyringen udtryk for, at han var klar til at give John Terry fri i en periode.
- De har haft en lille snak, John og Carlo, og de har besluttet, at det vil være det bedste for alle parter, siger Ray Wilkins.
Chelsea tabte onsdag aften 1-2 ude mod Everton, men fører fortsat Premier League.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker