Jon Dahl bør sige undskyld til Kipketer

Den portugisiske landstræner har kun harme og hovedrysten tilovers for, at den danske landsholdsanfører, Jon Dahl Tomasson, torsdag langede ud efter portugiserne for at have givet statsborgerskab til den farlige brasilianske angriber, Liédson, så han kunne optræde i den portugisiske landsholdstrøje.

- Tomassons udtalelser kaster skam over det danske landshold og over Danmark. Men det er ikke os, han skal sige undskyld til. Men han bør sige undskyld til Wilson Kipketer, der har vundet OL-guldmedaljer for Danmark og til fodboldfans, som allerhelst vil have, at det her drejer sig om fodbold, sagde Portugals landstræner, Carlos Queiroz, fredag på et pressemøde i Parken.

Liédson er topscorer for Sporting Lissabon, og han er langt fra den første brasilianske fodboldspiller, som pludselig bliver portugiser.

- Den slags ville vi jo aldrig gøre - det er mere den sydlandske mentalitet. Vi er bare lidt mere regelrette og firkantede i Danmark, og det er fint, synes jeg, sagde den danske anfører torsdag til sporten.dk.

- Det er næsten som et klubhold. De har haft problemer med en målfarlig angriber, og så køber de bare en brasilianer, lød anførerens kritik

/ritzau/

Jon Dahl Tomasson bør sige undskyld til Wilson Kipketer, efter at have langet ud efter "brasilianerne" på Portugals landshold. Det siger Portugals landstræner.

Offentliggjort Sidst opdateret