Jon Dahl sigter efter chefjob

Den tidligere landsholdsanfører Jon Dahl Tomasson prøver i øjeblikket kræfter med rollen som assistenttræner for bundklubben Excelsior i Æresdivisionen i Holland.

På sigt er 35-årige Tomasson dog klar til større opgaver.

- Det, der interesserer mig, er, at sælge og købe spillere og samtidig at sammensætte et hold, siger han til B.T.

- På sigt skal jeg være cheftræner eller sportsdirektør, det er der ingen tvivl om. Det kender jeg mig selv godt nok til at vide allerede nu, og det passer meget godt til det feedback, jeg har fået.

- Alle mine omgivelser er klar over, at jeg skal være cheftræner eller sportsdirektør, det er her, mine kompetencer ligger, siger Jon Dahl Tomasson.

Den forhenværende angriber, som med 52 landskampsmål deler rekorden som Danmarks mest scorende med Poul "Tist" Nielsen, savner ikke at være med i spillet inde på banen.

Og med jobbet som assistenttræner har Jon Dahl Tomasson formået at styre uden om det hul, som mange elitesportsfolk falder ned i, når karrieren på topplan er slut.

- Det hul eksisterer ikke for mig. Overhovedet. Jeg savner heller ikke at spille. Det hjælper naturligvis også, at jeg var skadet det sidste år, men jeg kan faktisk ikke spille med til træning, selv om jeg gerne ville.

- Så det kapitel er lukket for mig, og det så berømte hul har der slet ikke været tid til. For når jeg først går i gang med noget nyt, så gør jeg det for alvor, siger Jon Dahl Tomasson.

/ritzau/

Jon Dahl Tomasson, som indstillede karrieren tidligere i år, vil være cheftræner eller sportsdirektør.

Offentliggjort Sidst opdateret