Jon Dahl Tomasson stopper sin aktive fodboldkarriere i Feyenoord. Det fortalte den tidligere danske landsholdsanfører på et pressemøde tirsdag eftermiddag.
Tomasson takker dermed nej til at fortsætte som amatør i Feyenoord. Det var et tilbud, Feyenoord kom med, efter Tomasson har været ude med en skade i hele denne sæson. Men det tilbud ønsker den 34-årige angriber ikke at tage imod.
Tomasson blev skadet i baglåret under Danmarks VM-kamp mod Japan sidste sommer, og han har været ukampdygtig lige siden.
Kort efter VM i Sydafrika sagde Tomasson stop på landsholdet, og nu kom turen også til karrieren på klubplan.
Tomasson begyndte sin karriere i Køge i 1992, og i 1994 skiftede han til den hollandske klub Heerenveen, som solgte ham videre til engelske Newcastle i 1997.
Efter en mindre vellykket sæson i Newcastle blev det til et særdeles succesrigt ophold i Feyenoord fra 1998 til 2002. Tomasson blev hollandsk mester og vandt også Uefa Cuppen i den periode med Feyenoord.
Tomasson har desuden spillet for AC Milan, Stuttgart og Villarreal, inden han skiftede tilbage til en knap så succesrig periode i Feyenoord.
På det danske landshold har Tomasson scoringsrekorden med 52 mål sammen med Poul "Tist" Nielsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub