Jønsson og Cadiz slider sig til point mod Real Madrid
Karim Benzema og holdkammeraterne i Real Madrid kunne ikke vinde over bundholdet Cadiz. Foto: Juan Medina/Reuters
Juan Medina/Reuters
Trods stor Real Madrid-dominans lykkedes det Jens Jønsson og Cadiz at få point på Santiago Bernabeu.
Der stod Real Madrid på det hele, men La Ligas førerhold kunne bare ikke få tingene til at lykkedes, da upåagtede Cadiz med Jens Jønsson i startopstillingen var på besøg på Santiago Bernabeu.
Gæsterne sled sig selv op, holdt målet rent og fik et point med hjem, efter at kampen endte 0-0.
Det var første gang siden 27. oktober, at Real Madrid måtte gå fra banen uden at have vundet - ikke bare i La Liga, men på tværs af alle turneringer.
Carlo Ancelottis mandskab ligger øverst i tabellen med 43 point, hvilket er seks mere, end Sevilla har på andenpladsen. Cadiz ligger under nedrykningsstregen med 14 point på næstsidstepladsen.
Real Madrid tog som ventet teten fra start mod Cadiz, men hovedstadsklubben døjede med at komme til chancer. Et langskud fra Federico Valverde cirka midtvejs endte med at være Reals bedste mulighed i en tam første halvleg af hjemmeholdet.
I anden halvleg blev Cadiz presset helt i bund, men Jens Jønsson og co. kæmpede heroisk. Real Madrid var stort set hele tiden på bolden, men ind kom den ikke.
Gæsterne stod langt tilbage og afværgede, mens Real Madrid-offensiven lod til at blive mere og mere frustreret. Heller ikke på dødbolde kom forløsningen for hjemmeholdet.
Dybt inde i tillægstiden fik Real ellers en god mulighed med et frispark lige udenfor Cadiz' felt, men David Alabas forsøg blev sendt i muren.
Det endte uafgjort, hvilket nok vil føles som et nederlag for Real og en sejr for Cadiz.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub