Jordans basketsko går for 15 millioner på auktion
Sådan ser skoene, der har været under hammeren, ud. Foto: Timothy A. Clary/Ritzau Scanpix
Michael Jordans sko fra 1998-finalen i NBA mellem Chicago Bulls og Utah Jazz har været under hammeren.
Et par af Michael Jordans basketsko er tirsdag blevet solgt for 15 millioner kroner på en auktion.
Det oplyser auktionshuset Sotheby's.
Den pensionerede amerikanske basketlegende, der af mange regnes for historiens bedste, bar skoene i 1998 i kamp to i finaleserien mellem Chicago Bulls og Utah Jazz.
Jordan lavede 37 point i Chicagos sejr på 93-88 i kampen, der betød, at Chicago udlignede til 1-1. Senere vandt Chicago finaleserien 4-2, og Jordan nappede karrierens sjette NBA-titel.
Det var estimeret af Sotheby's, at skoene ville gå for 30 millioner kroner, så auktionsprisen var i den lave ende.
Auktionshuset oplyser dog, at prisen på 2,2 millioner dollar (15 millioner kroner) er en rekord for salg af fodtøj i memorabilia-genren.
Den hidtidige rekord inden for fodtøj blev sat i september 2021, og dengang var der også tale om et par af Michael Jordans sko. De blev solgt for 1,5 millioner dollar (10,3 millioner kroner).
Alletiders rekord inden for samleobjekter båret i kamp blev sat sidste år, da en køber betalte 10,1 millioner dollar svarende til 69 millioner kroner for en trøje båret af Michael Jordan - naturligvis.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned