Jørgensen kritiserer Bendtner

Den rutinerede danske landsholdsfløj Martin Jørgensen kritiserer i en ny selvbiografi Nicklas Bendtner for ikke altid at følge reglerne, og Jørgensen mener stadig, at Bendtner har meget at lære, når det drejer sig om at indordne sig i et hierarki.

- Nicklas Bendtner har svært ved nogle gange at forstå, hvorfor der skal være nogle regler, når vi er 23 spillere samlet på samme tid. Om det så er lig med, om han har svært ved at indordne sig i et hierarki, det må du så vurdere. Men den type, som han er, og med den selvtillid, han har, og med den målsætning, som han har, så er det nok bare hans måde at være på, siger Martin Jørgensen om Bendtners rolle på landsholdet ved træningssamlingen i Helsingør.

Bendtner afviser, at der overhovedet eksisterer et hierarki.

- For mig kommer der aldrig til at være noget hierarki nogen steder. Så det kan jeg måske godt følge ham lidt i, siger landsholdsangriberen.

Bendtner indordner sig kun, fordi han ellers vil blive straffet.

- Du har et regelsæt, og det skal man følge, selv om man ikke altid er enig. Desværre er det ikke i mine hænder, det er ikke mig, der bestemmer noget. Jeg kan ikke gøre andet end at følge dem, for ellers bliver man straffet, forklarer Bendtner.

I Jørgensens selvbiografi, skrevet af forfatteren Jonas Nyrup, står der følgende:

- Nicklas Bendtner har ind imellem problemer med at forstå, hvorfor der er regler, og hvorfor han skal følge dem. Han er ikke vant til at få et nej, det kan man mærke.

/ritzau/

Martin Jørgensen mener, at Nicklas Bendtner har meget at lære, når det kommer til at indordne sig i et hierarki. Bendtner afviser selve tanken om et hierarki.

Offentliggjort Sidst opdateret