José Mourinho vil gerne skifte navn

Foto: Jeff Zelevansky /Scanpix

Den portugisiske fodboldtræner José Mourinho har længe haft store tanker om sig selv og har efter en række imponerende bedrifter - men på egen opfordring - tilegnet sig kaldenavnet 'The Special One'.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er dog en fejl, mener Real Madrid-træneren, der som den eneste træner har ført et hold til mesterskabet i Europas tre største ligaer.

- I kan lide mig eller ej, men jeg er den eneste, der har vundet verdens vigtigste ligaer. Så måske i stedet for at kalde mig 'Special One', burde folk begynde med at kalde mig 'Only One', siger Mourinho i et interview med den portugisiske TV-kanal SIC.

I Spanien tog Mourinho i sidste sæson titlen med Real Madrid, mens han i sin tid i italienske Inter nåede at sikre klubben to mesterskaber, ligesom han i England også to gange har hævet Premier League-trofæet i spidsen for Chelsea.

Derudover har Mourinho i hjemlandet også vundet to mesterskaber med Porto.

Selv om den 49-årige portugisers udtalelse kan forekomme en anelse selvsmagende, forklarer han, at han i takt med udviklingen i sin karriere er blevet mindre selvoptaget og mindre fokuseret på sine personlige mål.

- Tingene er gået godt for mig. I dag er jeg meget mere fokuseret på andre. Glæden og fornøjelsen ved at vinde med Inter handlede for mig om at se en klub vinde, der ikke havde vundet i 50 år.

- Det er ting som det, der optager mig mere og mere frem for at forfølge personlige mål, siger Mourinho.

Real Madrid starter sæsonen på hjemmebane mod Valencia søndag den 19. august.

/ritzau/