Joselu bliver dobbelt målscorer i Real Madrid-sejr
Real Madrid-angriberen Joselu scorede begge mål i torsdagens 2-0-sejr over Getafe i La Liga og bliver tiljublet af Jude Bellingham ved den anden scoring. Foto: Juan Medina/Reuters
Real Madrid vandt torsdag aften 2-0 ude over Getafe og strøg til tops i den bedste spanske fodboldrække.
Med den sjette sejr i træk i La Liga er Real Madrid tilbage på førstepladsen. Det blev torsdag aften til en overbevisende Real Madrid-sejr på 2-0 ude over Getafe.
Med sejren har Real Madrid 57 point efter 22 kampe på førstepladsen. Girona, der har været sæsonens store overraskelse, er nummer to med 55 point.
Atlético Madrid og FC Barcelona halser efter de to tophold med 47 point.
Angriberen Joselu bragte med et perfekt hovedstød Real Madrid foran 1-0 efter et kvarters spil. Indlægget stod backen Lucas Vasquez for.
Getafe havde ikke meget at byde på offensivt i første halvleg. Real Madrid dominerede opgøret og kom også frem til flere gode chancer, men det blev ved den enlige scoring i de første 45 minutter plus det løse.
Ti minutter efter pausen øgede Joselu til 2-0, da den 33-årige spanier sparkede bolden fladt i nettet.
Derefter havde Real Madrid-angrebsmakkeren Vinicius Junior et par store chancer, som blev brændt.
Især på den første af de to chancer, var det utroligt, at brasilianeren ikke var i stand til at finde vej til netmaskerne.
Getafe havde flere muligheder for at reducere og skabe spænding, men skarpheden manglede generelt hos hjemmeholdet.
Tættest på var Getafe-angriberen Borja Mayoral, da topscoreren blev spillet helt fri foran mål, men han ramte indersiden af stolpen.
Med nederlaget er Getafe placeret midt i tabellen, men holdet kan trøste sig med fortsat at være i god afstand fra bundkampen. Getafe har 13 point ned til Cadiz under nedrykningsstregen.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker