Juan Jesus er skuffet over manglende handling i racismesag
Juan Jesus er træt af, at det italienske fodboldforbund ikke er trådt ind i sagen, hvor han mener, at Francesco Acerbi har udtalt sig racistisk mod ham. (Arkivfoto). Foto: Antonio Calanni/Ritzau Scanpix
Napolis Juan Jesus er skuffet over, at det italienske fodboldforbund ikke har taget affære mod Acerbi.
Napolis midtstopper Juan Jesus er "skuffet" over, at Italiens Fodboldforbund (FIGC) ikke vil tage affære mod Inters Francesco Acerbi, som ifølge Jesus har udtalt sig racistisk mod ham.
Det siger han i en udtalelse fra Napoli.
- Selv om jeg respekterer beslutningen, har jeg svært ved at forstå den, og jeg er meget bitter over den, siger han.
Jesus nedtonede i første omgang hændelsen, som fandt sted, da Napoli og Inter spillede 1-1 17. marts i Milano.
Han præciserede ikke, hvad det var, Acerbi angiveligt havde sagt, men fortalte, at spilleren havde sagt undskyld på banen umiddelbart efter.
Nu siger han imidlertid i udtalelsen fra Napoli, at hans forsonende strategi øjensynligt ikke har haft den ønskede effekt.
- Jeg er enormt skuffet over udfaldet af denne alvorlige sag, hvor det eneste, jeg var skyldig i, var at håndtere det som en gentleman ved at undgå at forstyrre en vigtig kamp med alt det postyr, som det ville have forårsaget fans, i håbet om at min attitude havde fået respekt, siger Jesus.
Han siger, at han frygter, at FIGC's håndtering af sagen kan få uønskede konsekvenser.
- Jeg forventede ikke denne her beslutning, som jeg frygter - men håber, jeg tager fejl om - skaber en uheldig præcedens, der retfærdiggør en vis opførsel, siger han.
36-årige Acerbi risikerede udelukkelse i ti kampe i Italiens bedste række, Serie A.
En sådan straf havde betydet, at han ikke kunne spille resten af sæsonen. Inter ligger på førstepladsen med 14 point ned til nærmeste udfordrer, bysbørnene fra Milan.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet