Juhl overrasket over let vej til sejr

Selvom Kamilla Rytter Juhl og Thomas Laybourn skulle bruge tre sæt til at vinde over det engelske par Nathan Robertson og Jenny Wallwork i finalen ved Denmark Open, så overrasker det den danske badmintonspiller, at de har spillet så overbevisende i stort set alle turneringens kampe.

- Vi har spillet nogle rigtige gode kampe, og jeg er faktisk overrasket over, at vi har spillet så godt. Vi er ved at være højt oppe på niveau igen, siger Kamilla Rytter Juhl, der sammen med Thomas Laybourn tog sin anden Denmark Open-titel.

- Det er nogle år siden, vi har taget titlen sidst, så det luner. Det er fantastisk at spille her på hjemmebane, siger Thomas Laybourn.

Dagens finale var en rodet affære, hvor først danskerne vandt første sæt sikkert med cifrene 21-12, men derefter faldt helt til jorden i andet sæt. I tredje sæt var der dog aldrig tvivl om, at det var danskerne, der ville løbe med sejren.

- De får overtaget på nettet, og vi bliver faktisk ramt af vores egen medicin. Men heldigvis spillede vi bedst i to af de tre sæt. Vi var for langsomme i andet sæt, men så kom vi som skudt ud af en kanon i tredje, siger Kamilla Rytter Juhl.

Sejren i den danske Super Serie-turnering giver ud over en stor portion selvtillid til danskerne også vigtige point til verdensranglisten.

- Lige nu kigger vi frem mod kvalifikationen til OL, så jo højere oppe, vi ligger på ranglisten, jo bedre er det, siger Thomas Laybourn.

Allerede i næste uge får parret igen mulighed for at samle flere point til verdensrangligsten ved Super Serie-turneringen French Open.

/ritzau/

Kamilla Rytter Juhl er overrasket over, at hende og Thomas Laybourns vej til Denmark Open-titlen gik så let.

Offentliggjort Sidst opdateret