Juleferien kan blive skåret ned

Sidst Esbjerg var på besøg i Nykøbing var i oktober 2017, hvor dette billede er fra. Kampen sluttede uafgjort 0-0, og efter kampen langede vestjyderne hårdt ud over banen. Den undskyldning kan ikke bruges i aften. Foto: Anders Knudsen

Nykøbing FC går efter en pokaloverraskelse mod Esbjergs Superliganedrykkere.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING Hele efteråret har cheftræner og manager Claus Jensen sagt til undertegnede, at juleferien bliver kort i år, da sidste runde af pokalturneringen først ligger midt i december måned.

Så langt er Nykøbing FC endnu ikke, men skal det blive en realitet, så skal Esbjerg besejres i aften.

- Vi har store ambitionre også i pokalturneringen, så vi går 100 procent efter at gå videre og tror fuldt og fast på, at vi har en chance mod Esbjerg, siger Claus Jensen, der som vanligt ikke røber noget som helst om, hvad hans overvejelser er omkring startopstillingen.

Men spillere som døjer med det mindste kommer næppe i kamp i forhold til de to vigtige kampe i 2. division mod FC Roskilde og HIK, der venter forude.

Dermed er det næppe sandsynligt, at anfører Lars Pleidrup får spilletid i aften, da han sad helt over i søndags mod AB med efterveerne af en muskelskade.

God bane

Det er tre år siden, at Esberg sidst var på besøg i Nykøbing til en 1. divisionskamp, der dengang sluttede uafgjort 0-0 på det, som flere Esbjerg-spillere dengang betegnede som en "mudderpøl".

Heldigvis er banen i CM Arena opgraderet væsentligt siden da, og fra det opgør er der kun fem spillere, inklusiv Lars Pleidrup, der stadig er at finde i NFC-truppen.

Keeper Sebastian Olsen, Søren Christensen og Nicolai Jessen startede alle ind i det opgør, og det har de også mulighed for i aften, mens Sebastian Koch for tre år siden sad på udskiftningsbænken.

Esbjerg har op til denne sæson fået ny træner i skikkelse af islandske Olafur Kristjansson, og han kommer med et friskt mandskab, der ikke var i kamp i weekenden på grund af nedlukningen i Nordjyland, hvor man skulle have mødt Vendsyssel.

Reserver skal spille

Alligevel forventer han ændringer i startopstillingen.

- Vi kommer til at ændre på nogle positioner, og det gør vi af flere årsager. Dels fordi der på grund af covid-19-pandemien ikke er en reserveholdsturnering til de spillere, der ikke har spillet så meget, og derfor har behov for kampminutter.

- Men det er også for at dosere kræfterne, så vi tager mest muligt hensyn til resten af efterårssæsonen. Programmet har været ekstremt presset, siden vi startede, så for at holde alle mand friske så længe som muligt, bliver der roteret, siger han klubbens hjemmeside.

Slidt kliché

Han forventer en tæt kamp i Nykøbing.

- Selvom det er en slidt kliché, så må jeg bare sige, at opgør i pokalturneringen lever deres eget liv, hvor alt kan ske. Vi tager til Nykøbing Falster for at vinde og sikre os avancement til næste runde, men det bliver svært, for vi kommer til at møde en rigtig god modstander, der vil gøre det til en lige duel, lyder det fra Esbjerg-træneren.

Vestjyderne ligger på en aktuel fjerdeplads i 1. division, men Olafur Kristjansson forsikrer, at modstanderen ikke bliver undervurderet.

- Mange af Nykøbing-spillerne har erfaring fra Superligaen, og man kan bare kigge på deres resultater i denne sæson, hvis man er i tvivl om kvaliteten. Holdet er ubesejret, så vi skal være klar fra start og villige til at give alt gennem samtlige minutter,

Radio SydhavsØerne sender direkte fra kampen, der starter kl. 19:00.