Juventus: Bendtner til lægetjek fredag

Foto: Keld Navntoft /Scanpix

Angriberen Nicklas Bendtner ligner en ny spiller i Juventus. Torsdag bekræfter klubben, at danskeren skal til lægetjek fredag.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Bendtner vil gennemgå lægetjek i morgen, siger Juventus-direktør Giuseppe Marotta til Sky Sport Italia ifølge football-italia.net.

Flere medier har skrevet, at Bendtner og den italienske klub er enige, men at Juventus og danskerens ejer Arsenal mangler at få de sidste ting på plads. Også det bekræfter Marotta ifølge Sky Sport Italia.

- Bendtner er allerede i Italien, siger Marotta uden dog at ville kalde Bendtner for ny mand i Juventus.

- Indtil det sidste papirarbejde er på plads, vil jeg ikke sige, at spilleren er vores.

Dermed kan Nicklas Bendtner komme til at møde FC Nordsjælland i den kommende Champions League-sæson, da den italienske klub ligesom danskerne er havnet i gruppe E, hvor de øvrige hold er Chelsea og Shakhtar Donetsk.

Handlen skal gå i hak fredag, for det italienske transfervindue lukker netop den dag klokken 19 lokal tid.

Hvorvidt Bendtner får en lejeaftale eller bliver solgt til Juventus, melder de foreløbige udtalelser fra Marotta ikke noget om, men uanset hvad skifter danskeren en tilværelse som fodboldmæssig hjemløs ud med en fast klub.

Godt nok har han været på kontrakt i Arsenal, men hverken den engelske klub eller danskeren selv har lagt skjul på, at det partnerskab meget gerne skal være fortid efter denne sommer.

Samtidig har Bendtner ikke været med i Arsenals opstart eller i begyndelsen af Premier League-sæsonen.

Før sommeren var danskeren lejet ud til Sunderland. Her spillede han 28 kampe og scorede otte mål, men uden at indsatsen mundede ud i en fast aftale mellem de to parter.

Problemerne med at finde en tilværelse som fast spiller i en klub har senest betydet kritik fra landstræner Morten Olsen, der under udtagelsen af landsholdstruppen til VM-kvalifikationskampen mod Tjekkiet sagde, at Bendtner skal have kampe i benene for at være landsholdsaktuel.

Dog havde landstræneren denne gang slet ikke mulighed for at udtage Bendtner - form eller ej - da angriberen skal afsone én dags karantæne på grund af de famøse reklameunderbukser, som han flashede under sommerens EM.

/ritzau/