Juventus bliver undersøgt for mistænkelige handler
Vicepræsident Pavel Nedved (til venstre) og præsident Andrea Agnelli bliver blandt andre efterforsket af italiensk politi. (Arkivfoto) Foto: Massimo Pinca/Reuters
Massimo Pinca/Reuters
Juventus kan blive ramt af en pointstraf, hvis klubben bliver kendt skyldig i en sag om spillerhandler.
Den italienske storklub Juventus risikerer en bøde eller sågar at blive fratrukket point i Serie A.
Det skriver flere medier, blandt andet Reuters og La Gazzetta dello Sport, efter at italiensk politi fredag konfiskerede en række dokumenter fra fodboldklubbens kontorer i Torino og Milano.
- Flere transfers af professionelle spillere og tjenester udført af agenter skal undersøges, siger anklageren Anna Maria Loreto ifølge Reuters.
Undersøgelsen har været undervejs i et stykke tid, og flere personer fra Juventus' ledelse bliver angiveligt kigget efter i sømmene for at give falsk information til investorer og for at fakturere flere spillerhandler forkert.
Det drejer sig om spillerhandler i perioden fra 2019 til 2021, skriver Reuters.
Klubbens præsident Andrea Agnelli, vicepræsident Pavel Nedved og tidligere direktør Fabio Paratici, der nu er i Tottenham, er ifølge AFP blandt en stribe chefer, der er under lup.
Den italienske avis skriver også, at en anden italiensk klub, Chievo, tidligere er blevet dømt skyldig i en lignende sag. Klubben blev i den forbindelse fratrukket tre point.
Det Italienske Fodboldforbund (FIGC) åbnede for godt en måned siden en undersøgelse af adskillige spillerhandler i Italien - heraf en stor del involverende Juventus.
Undersøgelsen drejer sig blandt andet om forkert prissætning af spillere for at få balance i eller pynte på regnskabet.
Juventus er med 36 mesterskaber den mest mesterskabsvindende klub i Italien. Aktuelt ligger holdet dog blot nummer seks med 11 point op til førerholdene, Napoli og AC Milan.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde