Juventus kværner schweizere med Dybala-hattrick
Paulo Dybala fejrer sin første af tre scoringer i tirsdagens 3-0-sejr over Young Boys fra Schweiz. Foto: Massimo Pinca/Reuters
Massimo Pinca/Reuters
Paulo Dybala scorede alle tre mål, da Juventus bankede det schweiziske mesterhold Young Boys med 3-0 i Torino.
Juventus sikrede sig tirsdag holdets anden sejr af to mulige i en suveræn start på gruppespillet i Champions League.
På eget græs slog det italienske mesterhold schweiziske Young Boys med 3-0 i Torino.
Der var tydelig klasseforskel i opgøret, og allerede efter fem minutter bragte Paulo Dybala værterne i front med en teknisk krævende helflugter inde foran mål efter en lang aflevering fra Leonardo Bonucci.
Dybala øgede til 2-0 ti minutter før pausen, da tre Juventus-spillere kom alene igennem mod Young Boys-keeper David von Ballmoos, der i første omgang fik blokeret Blaise Matuidis svage skud med brystkassen. Bolden sprang ud i fødderne på Dybala, der fik placeret bolden bedre.
Argentineren var tæt på et hattrick tre minutter efter pausen, da han ramte indersiden af stolpen.
Kort efter blev Dybala pløjet ned i straffesparksfeltet af en forsvarer, men dommeren mente ikke, at der blev begået noget ulovligt i den situation.
Med 20 minutter tilbage af opgøret kom Paulo Dybala så på måltavlen for tredje gang, da angriberen tæt foran mål satte foden på en tværpasning fra Juan Cuadrado og gjorde det til 3-0.
Schweizerne havde en del boldbesiddelse, men de var komplet ufarlige, og energien blev primært brugt på at afværge en ydmygelse.
Med et kvarter tilbage blev Young Boys ramt af en udvisning, da Mohamed Camara unødvendigt svingede armen mod Dybala og modtog sin anden advarsel. Det betyder, at han er i karantæne mod Valencia om tre uger.
I første spillerunde nedlagde Juventus på udebane spanske Valencia med 2-0 trods en udvisning til Cristiano Ronaldo.
Alt tyder på, at italienerne vil kværne gennem gruppespillet og tage en af de to pladser til knockoutfasen.
Det var ikke til at mærke på Juventus-holdet, at Ronaldo afsonede karantæne. Superstjernen er dog tilbage, når Juventus i næste spillerunde møder Manchester United på udebane 23. oktober.
Juventus topper gruppe H med seks point foran Manchester United, der senere tirsdag aften får besøg af Valencia. United har tre point, mens Valencia og Young Boys foreløbig er uden point.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde