Juventus udspiller FCN i Champions League

Der var klasseforskel, da Juventus onsdag aften rundbarberede FC Nordsjælland i en 4-0-sejr i Champions Leagues gruppespil.

Offentliggjort Sidst opdateret

FCN havde ellers forberedt sig grundigt på at komme under massivt pres, men holdet var slet ikke i stand til at stå imod det.

Juventus gjorde, hvad der passede dem i det meste af kampen - til stor glæde for størstedelen af de 31.366 tilskuere på Juventus Stadium i Torino.

Hjemmeholdet kom nemt foran 3-0 i løbet af første halvleg på mål af midtbanespillerne Claudio Marchisio og Arturo Vidal samt angriberen Sebastian Giovinco.

Ved det første mål var en uopmærksom Jores Okore ikke tæt nok på Marchisio, som umarkeret fik lov at sparke bolden ind fra tæt hold efter blot otte minutter.

Og 2-0-målet et kvarter senere var en decideret foræring fra Kasper Lorentzen, som unødvendigt forsøgte at drible i eget felt, og den fejl sagde Vidal mange tak for.

Juventus-strategen Andrea Pirlo stod for oplægget til 3-0-målet, hvor Giovinco smukt fuldførte et hurtigt kontraangreb, da FCN forgæves forsøgte at få reduceret.

Der var på det tidspunkt blot spillet 37 minutter, og kampen var reelt afgjort. Alt gik på det tidspunkt galt for FCN, som blev decideret udspillet.

Det italienske mesterhold havde efter 1-1-kampen i Parken for to uger siden fundet skarpheden frem, men hjemmeholdet burde faktisk have været foran med endnu flere mål ved pausen.

Marchisio havde to skud, som FCN-keeper Jesper Hansen fornemt fik reddet, og angriberen Alessandro Matri headede på overliggeren efter et hjørnespark. Skudstatistikken hed 11-0 til Juventus efter første halvleg.

FCN-træner Kasper Hjulmand reagerede i pausen ved at skifte en skidt spillende Enock Adu og en overmatchet Andreas Laudrup ud. Ind kom i stedet Anders Christiansen og Søren Christensen.

Det gav FCN noget mere energi og tro på tingene, og i anden halvleg var klasseforskellen mindre synlig.

De danske mestre fik gang i det offensive spil, som er holdets styrke, og Patrick Mtiliga kom blandt andet frem til en skudchance, som Gianluigi Buffon parerede.

Den danske landsholdsangriber Nicklas Bendtner måtte skuffende se alle 90 minutter fra Juventus' udskiftningsbænk.

Ind kom i stedet angriberen Fabio Quagliarella og scorede til 4-0. Dermed kom Bendtner ikke tættere på en startplads på holdet.

FCN er med nederlaget isoleret i bunden af gruppe E med blot et point efter fire kampe. Juventus er fortsat ubesejret og har nu seks point.

/ritzau/