Jysk hold får ledig plads
Jacob Grunth og Team Sydhavsøerne får næppe den ledige plads i 2. division efter Korsør/Tårnborgs holdudtrækning. Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Holdudtrækning kommer ikke Team Sydhavsøerne til gode.
MARIBO Korsør/Tårnborg smed i mandags håndklædet i ringen og trak sit hold ud af håndboldens 2. division.
Primært fordi de som det eneste sjællandske hold ved lodtrækning var blevet placeret i den midterste 2. divisionspulje, der dækker Fyn og Jylland helt op til Aarhus og over langs den jyske vestkyst.
Så lange ture kunne klubben ikke magte, og dermed mangler der et hold i 2. divisions pulje 2.
Korsør/Tårnborg reddede sig akkurat på bekostning af Team Sydhavsøernes andethold i 2. division i den forgangne sæson, men det betyder langt fra, at lollikkerne bliver tilbudt den ledige plads i 2. division.
Dansk Håndbold Forbund, DHF, har i det tilfælde en reserveholdsliste, hvor nedrykkerne fra de to øvrige 2. divisionspuljer ligger over Team Sydhavsøerne, da denne duo i sæsonen har indtjent flere point.
Det drejer sig om Skjerns andethold og Hammel, der står foran Team Sydhavsøerne i det regnskab.
Det bekræfter turneringsmedarbejder i DHF Søri Haslund.
- De vil få tilbudt pladsen først, og hvis de begge siger nej, kan Team Sydhavsøerne komme i spil, fortæller hun.
Det bliver dog ikke aktuelt ifølge Team Sydhavsøernes sportschef Morten Juul.
- Jeg kan ikke forestille mig, at vi siger ja til et spille i en pulje udelukkende bestående af hold fra Fyn og Jylland.
- Var vi blevet på Sjælland, havde det været en anden snak, lyder det fra sportschefen, der gerne ser klubbens andethold spille i 2. division, men ikke for enhver (økonomisk) pris.
Han havde håbet på, at der blev foretaget en ny lodtrækning blandt de sjællandske klubber om den forhadte plads i pulje 2, når nu Korsør/Tårnborg meldte forfald, men det kommer ifølge Søri Haslund ikke til at ske.
- Vi har en lang reserveliste og spørger klubberne, indtil vi får et positivt svar, siger hun afslutningsvis.
Team Sydhavsøerne indleder sæsonen i 3. division ude mod Dianalund/Tersløse 20. september.
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker