Kæmpe underskud rammer FC Midtjylland

Et underskud på næsten 60 millioner kroner før skat har ramt FCM Holding A/S, der er selskabet bag fodboldklubben FC Midtjylland og håndboldkvinderne fra FCM Håndbold.

Selskabet offentliggjorde tirsdag aften sit årsregnskab for 2009/2010, og det viste et underskud på hele 58,4 millioner kroner før skat. Sidste år var underskuddet på 10 millioner kroner før skat.

Men det store underskud bekymrer ikke selskabet.

- Et uventet tab på debitorer i FCM Håndbold samt en udskudt indtægt i FCM Fodbold i forbindelse med et videresalg af Simon Kjær er årsag til at resultatet er 3,4 millioner kroner dårligere end forventet, siger formanden for FCM Holding A/S, Bo Olesen, i en pressemeddelelse.

- Fraset de to faktorer kommer vi ud af 09/10 med det underskud, vi forudså i halvårsregnskabet. Vi har fået styr på økonomien, og vores treårige plan, der skal vende underskud til overskud, skrider frem som forventet, siger han.

Bo Olesen, som trods alt betegner resultatet for "utilfredsstillende" ser frem til det kommende regnskabsår med stor optimisme.

- De tiltag, der i regnskabsåret blev sat i gang for at bringe koncernens økonomi i balance, virker og giver de ønskede resultater. Der er imidlertid tale om en treårs plan, og derfor slår genopretningen først for alvor igennem i de kommende regnskabsår, fortæller han.

På den sportslige side går det ellers godt for koncernen. Fodboldholdet ligger toer i Superligaen efter FC København, mens også håndboldkvinderne blander sig i toppen af landets bedste række.

På transfermarkedet har klubben på fodboldsiden ellers været ret aktive. I sommerens transfervindue solgte FCM blandt andre forsvarsspillerne Leon Jessen og Kolja Afriyie til henholdsvis Kaiserslautern og Energie Cottbus i Tyskland.

Salget af en tredje forsvarsspiller, Winston Reid, til engelske West Ham for angiveligt over 30 millioner kroner tæller først med i det kommende regnskabsår.

/ritzau/

FCM Holding A/S, selskabet bag fodboldklubben FC Midtjylland, kommer ud af regnskabsåret 2009/2010 med et minus på 58,4 millioner kroner før skat.

Offentliggjort Sidst opdateret