Thomas Kahlenberg scorede lørdag sit første mål i Bundesligaen nogensinde, da Wolfsburg med danskeren som målscorer fik 1-1 med hjem fra Borussia Mönchengladbach i Bundesligaen.
Med scoringen fik Kahlenbergs nuværende optur en ny kulmination, efter at han i denne sæson har kæmpet sig tilbage i Wolfsburgs startopstilling.
Den 27-årige dansker, der blot fik spilletid i ni kampe i sidste sæson, bragte Wolfsburgs gæster foran med 1-0 efter en halv time, da han ved bageste stolpe sparkede et indlæg i mål.
Kahlenberg ofrede sig efterfølgende, da føringen skulle forsvares, og kort efter pausen modtog han så en advarsel i forbindelse med et frispark.
Desværre for danskeren havde Mönchengladbach fået udlignet til 1-1 ved Juan Arango, da han blev udskiftet efter 75 minutter.
Landsmanden Simon Kjær fik fuld spilletid i Wolfsburgs midterforsvar.
Et andet danskerhold, Mainz, topper suverænt Bundesligaen, da holdet med Bo Svensson i startopstillingen og Morten "Duncan" Rasmussen på bænken vandt med 4-2 over Hoffenheim.
Mainz' syv sejre i Bundesligaens syv første spillerunder er en tangering af den bedste sæsonstart, der nogensinde er præsteret i Tysklands bedste fodboldrække.
Leon Jessen kunne sammen med Kaiserslautern have fået en sejr med hjem fra Hamburger SV, men to scoringer efter pausen betød, at HSV vandt kampen i Nordtyskland med 2-1.
Kriseramte Schalke 04 blev ramt af en ny nedtur, da holdet fra Ruhr-distriktet tabte med 1-2 i Nürnberg.
Bayern München skal først i aktion søndag, når sydtyskerne gæster Borussia Dortmund. Det er også søndag, at Bayer Leverkusen får besøg af Werder Bremen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned