Kalborg: En skandale hvis karantænekiks får betydning
Hvis Esbjerg mister en plads i næste sæsons Europa League, eller Sønderjyske rykker ud af Superligaen, kan det ende som en skandale for dansk fodbold.
Det fastslår DR-kommentator Jan Kalborg ovenpå lørdagens nyheder om, at Esbjerg og Viborg risikerer at blive idømt et skrivebordsnederlag for at bruge en karantæneramt spiller.
Esbjerg og Viborg hævder, at de ikke er blevet gjort opmærksom på karantænerne til Ryan Johnson Laursen og David Katz Boysen.
- Det er en europæiske deltagelse, der står på spil for Esbjerg. Det vil være en skandale, hvis denne sag får nogen betydning for det, siger Jan Kalborg.
- Hvis Esbjerg mister et point, og det er medvirkende til, at FC Nordsjælland ender med at overhale Esbjerg, så vil det være en skandale, mener han.
Esbjerg risikerer at blive frataget et enkelt point ved skrivebordet fra et opgør mod Randers FC, og det vil i så fald betyde, at vestjyderne blot er to point foran FC Nordsjælland.
Jan Kalborg tror ikke på, at Sønderjyske er i fare for at rykke ud af Superligaen, selv om AGF pludselig har fået en chance for at gå forbi sønderjyderne.
Det skyldes, at Viborg sandsynligvis har benyttet David Katz Boysen ulovligt i en 3-0-sejr over AGF.
Hvis AGF bliver tildelt en sejr ved skrivebordet i fodboldens disciplinærinstans, så er aarhusianerne pludselig kun tre point efter Sønderjyske før sidste spillerunde. AGF har dog en markant dårligere målscore end Sønderjyske.
- Selvfølgelig er det et irritationsmoment for Sønderjyske, at det kan ske, men det er ikke så sandsynligt, mener Kalborg.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub