Kamilla K. er den nye hårde forsvarshund

Mette Melgaard var krumtappen i forsvaret på det kvindelandshold i håndbold, der nåede semifinalen ved sidste års EM på hjemmebane.

Men da Randers-stregen har valgt at prioritere sit job som jurist frem for landsholdet, har landstræner Jan Pytlick måttet udpege en ny forsvarsgeneral.

Hende har han fundet i Kamilla Kristensen fra HC Odense, der hovedsageligt sammen med Rikke Skov skal prøve at lukke af for modstanderne i midterforsvaret.

- Vi mister en rigtig dygtig forsvarsspiller, men vi er jo heldigvis andre, der kan dække op.

- Jeg har stået ved siden af Rikke Skov i mange kampe og til mange træninger. Vi kender hinanden godt, og det bliver en stor styrke, tror jeg, siger Kamilla Kristensen.

Også Rikke Skov er sikker på, at det nye forsvar ret hurtigt bliver indarbejdet.

- Vi mister en af verdens bedste forsvarsspillere, men Kamilla og jeg er jo vant til at dække op på midten. Vi kommer nok til at gøre tingene på en lidt anden måde, men jeg tror hurtigt, at vi finder ind i en rytme, siger Skov.

Hun forventer også at skulle deltage i angrebsspillet, mens Kamilla Kristensen derimod har affundet sig med, at hun nok ikke kommer ret meget over midten.

- Det at dække op er en lige så vigtig del af håndboldspillet som det at score mål.

- Det kan godt være, at familien Danmark lægger mest mærke til, hvem der scorer målene, men jeg vil gerne gøre mit til, at de også får øjnene op for det, der foregår i den anden ende, siger Kristensen.

Hun og Rikke Skov vil under denne uges GF World Cup blive suppleret af stregspillerne Susan Thorsgaard og Mette Gravholt, som dog først og fremmest har deres styrke i det offensive spil.

/ritzau/

Kamilla Kristensen skal tage over, hvor Mette Melgaard slap. Hun er klar til at dele tæsk ud til modstanderne.

Offentliggjort Sidst opdateret