Kampklar Landin kræver sejr i EM-premiere

Alle danske håndboldspillere er klar til EM-slutrunden, der begynder søndag. De hovedpersoner, der var rejst tvivl om, melder sig fit for fight inden søndagens premierekamp mod Slovakiet.

Målmand Niklas Landin, som har døjet lidt med en øm lyske, glæder sig over, at en kortere træningspause har hjulpet.

- Det er fedt, at jeg kunne træne i forgårs og i går uden at kunne mærke det efterfølgende. Det er super dejligt, at jeg kunne komme mig over det så hurtigt.

- Nu ser jeg bare frem til at starte med at spille søndag, fastslår Niklas Landin.

Bjerringbro-Silkeborgs ankermand kræver en sejr over de undertippede slovakker.

- Vi er kendt for ikke at spille de bedste premierekampe, men det er klart, at Slovakiet er et hold, vi skal vinde over.

- Jeg håber, at vi kan spille godt fra starten af turneringen. Vi skal prøve at komme komfortabelt foran, så vi kan få styr på kampen og få brugt de spillere, der skal bruges, siger Niklas Landin.

Der var spekuleret i, om landstræner Ulrik Wilbek kun udtog 15 af 16 mulige spillere, fordi han var i tvivl, om alle nu også var helt klar. Men de spekulationer blev lørdag manet til jorden af Mads Christiansen.

- Nu havde vi en træning torsdag, hvor jeg var lige omkring de 90 procent, og fredag følte jeg, at jeg kom op på den højeste klinge, og det er også gået uden problemer i dag.

- Det siges at være godkendt. Jeg kan skyde, som jeg plejer, og det var en af de sidste ting, jeg manglede at få på plads, siger Mads Christiansen.

Kampen mod Slovakiet fløjtes i gang søndag 20.15 i Pionir Hall i serbiske Beograd.

/ritzau/

Håndboldspillerne Mads Christiansen og Niklas Landin er klar til at spille søndagens EM-kamp mod Slovakiet.

Offentliggjort Sidst opdateret