Kane må opgive håb om comeback i vitalt CL-opgør
Harry Kane er småt spilleklar ovenpå sin ankelskade. Foto: AP/Mike Egerton
AP/Mike Egerton
Harry Kane bliver ikke klar til Tottenhams kamp mod Bayer Leverkusen, men måske til lokalbrag mod Arsenal.
Angriberen Harry Kanes comeback nærmer sig, men det bliver ikke allerede onsdag, når Tottenham spiller den vitale hjemmekamp mod Bayer Leverkusen i Champions League.
Det afslører London-klubbens manager på et pressemøde tirsdag forud for kampen.
Kane blev ankelskadet i midten af september, og det var vurderet, at han havde en 50/50-chance for at blive klar til onsdagens kamp.
- Harry vil ikke være til rådighed onsdag. Han vil heller ikke være på bænken. Han kunne deltage i halvdelen af træningen (tirsdag). Det var godt at se ham tilbage, siger manager Mauricio Pochettino.
Derimod skulle der være en chance for, at Kane kan få spilletid i søndagens lokalbrag mod Arsenal i Premier League.
- Vi forventer, at Harry måske kan deltage i træningen i fuldt omfang fra torsdag, siger Pochettino.
Han tilføjer, at situationen er den samme med forsvarsspilleren Toby Alderweireld, der altså heller ikke kommer i spil onsdag mod tyske Leverkusen.
Desuden er offensivspilleren Erik Lamela tvivlsom til kampen, da han døjer med hofteproblemer.
Tottenham er en del af den meget jævnbyrdige gruppe E i Champions League. Holdet ligger på andenpladsen med fire point foran Leverkusen med tre point.
Med en sejr kan Tottenham bringe sig tæt på avancement, men omvendt vil et nederlag gøre missionen svær.
De to øvrige hold i gruppen, Monaco og CSKA Moskva, har henholdsvis fem og to point efter de tre første spillerunder.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde