Kanonmål sikrer Betis et point mod Real Madrid
Aitor Ruibal gjorde det med et flot langskudsmål til 1-1. Foto: Cristina Quicler/Ritzau Scanpix
Real Madrid havde problemer mod Real Betis, der med et flot langskudsmål sikrede 1-1 mod topholdet.
En kamp, der længe var ret så middelmådig, fik sit ubestridte højdepunkt i anden halvleg, da Real Betis' Aitor Ruibal med et formidabelt spark uden for feltet gjorde det til slutresultatet 1-1 hjemme mod Real Madrid.
Betis stod godt defensivt, hvilket gæsterne havde det svært med, og i slutminutterne var hjemmeholdet sågar tæt på at tage alle tre point.
Med pointdelingen er Real Madrid et enkelt point foran Girona i toppen. Girona møder søndag nummer tre, FC Barcelona.
I en jævnbyrdig første halvleg havde gæsterne svært ved at skabe chancer mod et Betis-hold, der defensivt var godt indstillet på hovedstadsklubben.
Real Madrid sad på størstedelen af spillet, men det var en første halvleg uden den store underholdning.
Kort inde i anden halvleg lykkedes det Real Madrid at bryde igennem Betis-defensiven, og det var med midtbaneprofilen Jude Bellingham i hovedrollen.
Englænderen blev spillet helt fri i feltet af holdkammeraten Brahim Díaz, og efter en formidabel brystnedtagning sparkede han sikkert gæsterne på 1-0.
Efter føringsmålet virkede gæsterne i kontrol med opgøret.
Ud af ingenting kom Betis tilbage i kampen, da Aitor Ruibal halvvejs i anden halvleg ramte bolden helt rent uden for feltet og kanonerede den op i det fjerne hjørne bag en chanceløs Andriy Lunin i Real Madrid-målet.
Det rystede tydeligt Real Madrid, der efterfølgende havde svært ved at genfinde samme kontrol som før udligningen.
Mod slutningen var det Betis, der havde de største muligheder.
Isco, der ellers normalt ikke har spidskompetencen i hovedspillet, var i de døende minutter et mulehår fra at sende sejren til Betis, da han sendte et hovedstød på indersiden af Real Madrid-stolpen, men ind kom den ikke.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker