Kanonskytte blåstempler VM-holdets venstrehåndsarbejde
Emil Madsen konkurrerer normalt med Mathias Gidsel om pladsen som højre back på landsholdet. Torsdag var de på banen samtidig. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Det danske landshold luftede mod Tunesien en anderledes opstilling med to venstrehåndede bagspillere.
Når man fører en håndboldkamp med ti mål efter et kvarter, er der plads til små eksperimenter, og det danske landshold fik mod Tunesien lejlighed til at teste en opstilling med to venstrehåndede spillere i bagkæden i det meste af anden halvleg.
Højrebacken Emil Madsen kom på banen sammen med Mathias Gidsel, og selv om holdets præstation efter pausen var på det jævne, er landstræner Nikolaj Jacobsen tilfreds med flowet i den venstreorienterede opstilling.
Det samme er Emil Madsen, der ser den alternative konstellation som et våben, der kan anvendes igen senere i turneringen.
- Det fungerede faktisk fint. Der var selvfølgelig nogle ups'er imellem, men der kom masser af fart i spillet. Mathias og jeg har prøvet det tidligere, da vi spillede sammen i GOG, og det er fint, at vi har det alternativ i banken, siger Emil Madsen.
Ifølge kanonskytten fra Kiel kan det give modstandernes forsvar problemer, når det pludselig står over for to venstrehåndede spillere.
- Det giver en lidt anderledes rytme. Spillet går lidt mere mod højre, hvor det plejer at gå mod venstre, forklarer Emil Madsen.
Han bidrog selv til festen med to mål efter pausen og har ligesom de øvrige danskere kun ros til overs for den opbakning, holdet møder i Herning.
- Det var igen en fantastisk oplevelse. Den stemning og kulisse er svær at beskrive. Vi glæder os allerede til at komme ind i arenaen igen, siger Emil Madsen.
Det danske landshold skal på gulvet igen lørdag til gruppefinalen mod Italien.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker