Kaptajn forstærker ishockeylandshold i VM-optakt
Jesper Jensen Aabo (til venstre) står foran karrierens 13. A-VM. (Arkivfoto). Foto: Emmi Korhonen/Ritzau Scanpix
Jesper Jensen Aabo er blandt fire nye ansigter i ishockeylandsholdets VM-træningslejr.
Kaptajn Jesper Jensen Aabo er blandt de nye folk, som ishockeylandstræner Mikael Gath har indkaldt til det danske landsholds forberedelser frem mod VM.
Aabo har været optaget af slutspil med Klagenfurt i den østrigske liga. Med landsholdspensionerede Sebastian Dahm i målet nåede klubben helt til finalen, hvor man tabte 3-4 i kampe til Salzburg.
Nu står den 32-årige back foran karrierens 13. A-VM. Han tilslutter sig træningslejren i København, hvor det danske landshold afpudser formen inden afrejsen mod VM i næste uge.
Foruden Aabo får truppen tilgang af tre mand fra Esbjerg Energys sølvhold. Målmand Mathias Seldrup og de to forwards Oliver Kjær og Phillip Schultz skal forsøge at overbevise landstræneren om, at de fortjener en VM-billet.
Landsholdet spillede i den forgangne weekend to testkampe mod Norge, der begge endte med overtidsnederlag. I forhold til de kampe er Mads Eller, Tobias Ladehoff og Daniel Baastrup Andersen sorteret fra.
Den endelige VM-trup bliver udtaget i næste uge, meddeler Danmarks Ishockey Union. Den vil givetvis fremkalde yderligere udskiftninger i truppen.
Gath har endnu ikke indkaldt nogen af de fire danskere i Bremerhaven, der netop har spillet finaleserie i den tyske liga. Samtidig er det endnu uklart, om der kommer forstærkning fra Nordamerika, hvor flere danskere er i gang med slutspil.
Danmark spiller en sidste testkamp i og mod Polen 7. maj, inden rejsen går videre til VM i Prag. Det danske hold åbner turneringen 11. maj mod Østrig.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned