Kaptajn sender NHL-hold i finalen for tredje år i træk

Tampa Bay Lightning-kaptajn Steven Stamkos (i blåt) scorede med benet til 2-1 mod New York Rangers. Foto: Kim Klement/Ritzau Scanpix

Med to mål i kampen var Steven Stamkos toneangivende i at føre Tampa Bay Lightning til finalen i NHL.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tampa Bay Lightning har mulighed for at vinde Stanley Cup for tredje år i træk.

Det står klart, efter at NHL-mandskabet natten til søndag dansk tid vandt 2-1 hjemme over New York Rangers.

Dermed vandt Tampa Bay Lightning med 4-2 i kampe i finalen i Eastern Conference, som svarer til semifinalen. Der spilles bedst af syv kampe.

Det er tredje sæson i træk, at Tampa Bay Lightning når hele vejen frem til finalen i verdens bedste ishockeyliga. De to foregående år har Tampa Bay Lightning vundet mesterskabet.

Tampa Bay Lightning havde ellers tabt de to første kampe i serien mod New York Rangers. Men med fire sejre i træk fik mesterholdet vendt det til endnu en finaleplads.

I den sjette kamp mellem de to mandskaber tog Steven Stamkos et stort slæb for Tampa Bay Lightning. Kaptajnen scorede begge mål i sejren.

I midten af anden periode hamrede Stamkos efter et par gode træk tværs over banen pucken op i det fjerneste målhjørne.

I tredje og sidste periode udlignede Colorado-spilleren Frank Vatrano til 1-1 efter power play syv minutter før tid.

Men blot 21 sekunder senere svarede Stamkos tilbage med sit andet mål i kampen.

Stamkos kom alene igennem og fik sit skudforsøg reddet i første omgang af udeholdets keeper Igor Shesterkin. Men pucken røg lige ud på benet af Stamkos og ind i nettet.

- Det er disse kampe, man lever for som dreng. Det var alt, hvad jeg drømte om og mere til. Det er utroligt, at vi nu er i finalen for tredje gang i træk, siger Stamkos ifølge AFP.

Tampa Bay Lightning kan blive det første hold til at vinde Stanley Cup tre gange i træk, siden New York Islanders vandt fire i træk fra 1980 til 1983.

I finalen skal Tampa Bay Lightning møde Colorado Avalanche, som har fordel af hjemmebane i den første kamp natten til torsdag dansk tid.

/ritzau/